Heksedans
Heksedans
Se her er en lærer, og hun ta’r fat.
Hver dag er der kul på med dit og dat.
For der skal jo ledes og differentieres,
elever skal hjælpes og inkluderes.
Så ta’r hun en gårdvagt, måske hun når
at få sig en dulmende kaffetår,
måske må det vente, fordi hun skal hente
en vogn med pc’er før klokken slår
For dagen er så kort, når man er lærer
Mon flere timer det vil gør’ den bedre?
Elever skal udfordres godt og bredt.
Vor lærer er ordentlig forberedt.
Der læses og snakkes og forskes og grines.
Der vises og prales og sammenlignes.
Men nu er Viola sgu blevet sur,
så Victor han får sig et or’n’ligt fur!
Og så skal der trøstes og skældes og hjælpes
Og vid’re det går i den samme dur.'
For dagen er så kort, når man er lærer
Mon flere timer det vil gør’ den bedre?
Så kommer en pause og det er rart,
Idyllen den ryger dog i en fart,
for gårdvagten siger, at Anton - den børste -
har mulet en sød lille pige fra første.
Konflikten den klares, afsted igen,
får hentet lidt hæfter på vejen hen
til syvende klasse, som larmer en masse
og råber ’Nu kom du forsent igen!’
For dagen er så kort, når man er lærer
Mon flere timer det vil gør’ den bedre?
Og når der så ikke er timer mer’,
så hen til pc’en og dok’mentér
konflikter fra dagen skal skrives på intra
ja alt skal beskriv’s både forfra og bagfra.
Og mon hun så ikke til møde skal
i team eller måske i fagudvalg,
og så skal hun planlægge dagen i morgen,
og mail fra forældre besvares skal.
For dagen er så kort, når man er lærer
Mon flere timer det vil gør’ den bedre?
Klaus Hansen
- Publiceringsdato: 21. januar 2015
- Ændringsdato: 20. december 2023