Omslaget er tegnet af Kirsten Midtgaard.

Forord

 

 Lolland-Falsters Lærerforening har udarbejdet denne pjece, med det formål at give et godt og professionelt bud på, hvad en god skole for eleverne er.

 

Vi fremlægger en række elementer og forhold, som efter vores opfattelse kendetegner ”Den gode skole”.

Der kunne være medtaget flere eller andre emner – folkeskolens hverdag er jo mangfoldig. Det er vores vurdering, at de udvalgte emner er væsentlige for skolen.

 

Det er et pædagogisk oplæg med fokus på den gode undervisning. Et oplæg hvor elevernes læring, trivsel og udvikling er sat i centrum.

 

Pjecen er udarbejdet af kredsstyrelsen i et meget tæt samarbejde med alle tillidsrepræsentanter fra skolerne på Lolland Falster.

Det billede af ”Den gode skole”, som pjecen tegner, har således sin baggrund og sit fundament i solid pædagogisk viden, indsigt og erfaring.

 

Bjørn Rasmussen

Kredsformand

 

 Indledning.

 

Samfundet stiller store krav til eleverne i folkeskolen såvel fagligt som personligt. Et højt uddannelsesniveau er en nødvendighed i elevernes fremtidige arbejdsliv.

 

Folkeskolen forbereder eleverne til at kunne leve op til disse krav. Samtidig skal årene i skolen være en tilværelse fyldt med gode oplevelser og udfordringer for alle elever.

 

Mange faktorer har indvirkning på, hvor stort udbytte eleverne får af undervisningen. Det er imidlertid fremmende for indlæringen, at skolen har fysiske rammer og frikvartersfaciliteter, der giver eleverne inspirerende undervisningsmiljøer og mulighed for fysisk aktivitet som afveksling til den stillesiddende del af skolearbejdet. At eleverne møder undervisningsparate kræver bl.a. god nattesøvn, tryghed i tilværelsen og sund mad at tære på. En del skoler har allerede mad- eller frugtordninger for at tilgodese sidstnævnte.

 

Elevernes alsidige udvikling

 

Elevernes alsidige udvikling skal styrkes, for at de kan begå sig i det moderne samfund, hvor der stilles høje krav til medborgerne. Mobilitet og omstillingsparathed er foruden faglighed og kritisk tilgang til opgaveløsning væsentlige elementer for varetagelsen af et arbejde.

 

 

Faglighed

 

Fagligheden styrkes ved at eleverne oplever fagene på forskellige måder såvel fagfagligt som tværfagligt. Skolen giver samtidig rum og tid til fordybelse, dialog og forståelse. Den grundige indlæring sikrer fagprogressionen. Lærerens kendskab til didaktik er en forudsætning for dette arbejde.

 

  

Læsning

 

Læsning danner grundlag for andre fag. Derfor prioriteres læsning højt på alle klassetrin.

 

  

De naturfaglige fag

 

I de naturfaglige fag modtager eleverne en levende og inspirerende undervisning, hvor eksperimenter og undersøgelser er væsentlige elementer.

 

  

Specialundervisning

 

Specialundervisningens veludbyggede og fleksible tilbud er et vigtigt redskab til at tilgodese elever med særlige behov. Det er af stor betydning, at elevernes faglige udvikling og selvtillid understøttes, således at alle elever trives og oplever succes i skolen.

 

  

Tosprogede elever

 

Tosprogede elever undervises af lærere med uddannelse og indsigt i de forskellige kulturer, som børnene repræsenterer. Skolen iværksætter øget skole/hjem-samarbejde for at imødekomme, forebygge og afbøde de kulturelle forskelle, der kunne være barrierer for elevens fulde udbytte af skolegangen. Det multietniske samfund er en realitet, som kræver særlig opmærksomhed for at sikre lige muligheder for alle børn.

 

  

Evaluering

 

Evaluering er en naturlig del af undervisningsprocessen. Dialogen med eleven giver evalueringen mening, sammenhæng og helhed i elevens skolegang: Jo mere realistisk bevidsthed eleven har om sin egen situation, jo mere forståelse for betydningen af egen medvirken eleven bibringes, des bedre udbytte af undervisningen kan eleven forvente.

 

  

Den rummelige skole

 

I den rummelige skole er der alsidig og kvalificeret undervisning til alle. Rummeligheden og inklusionen fremmes ved, at eleverne udfordres på deres individuelle niveau under hensyntagen til fællesskabet. Skolen arbejder med en bred vifte af tilbud og foranstaltninger for at tilgodese den enkelte elevs særlige behov

 

  

Skole/hjem-samarbejde

 

Skole/hjem-samarbejdet bygger på dialog og gensidig tillid mellem de involverede parter.

 

  

Pædagogisk ledelse

 

Pædagogisk ledelse er en nødvendighed i skolehverdagen med dens mangfoldighed af personlige kontakter, arbejdsopgaver og samarbejdsrelationer. Den pædagogiske leder er synlig og nærværende, er personalets inspirator og sparringspartner og er desuden ansvarlig for et optimalt undervisnings- og arbejdsmiljø for elever og personale.